Månedens Patient – august 2011
Brækket hofte
Bølle er en kastreret hankat af racen British Shorthair. Han er en ung og adræt kat på knapt 2 år, som lever det gode katteliv udendøre.
En dag sidst på sommeren faldt han ned fra taget og kom til skade med sit venstre bagben. Han ville slet ikke tage støtte på det og ømmede sig kraftigt ved berøring.
En røntgenundersøgelse viste, at lårbenshalsen var brækket og det blev aftalt, at han skulle opereres næste dag.
Den grønne cirkel viser en hel lårbenshals.
Den røde cirkel viser en brækket lårbenshals.
Det er teknisk umuligt at sætte søm og skruer i så små knogler, som findes i en kattehofte, så operationen består i at fjerne ledhovedet og lårbenshalsen. Herefter danner katten et såkaldt ”falsk led” og bliver som regel haltfri efter nogle uger.
Her er lårbenshovedet og lårbenshalsen fjernet,
så et ”falsk led” kan dannes.
Bølle fik foretaget denne operation og for at holde ham så smertefri som overhovedet muligt, fik han påsat et morfinplaster. Det sættes på siden af brystkassen, hvor hårene bliver klippet af og virker i 2 døgn.
Bølle spiste og drak med det samme og var helt godt tilpas.
Han begyndte allerede dagen efter at tage lidt støtte på det opererede ben og gik også op ad trappen.
Da stingene blev fjernet efter 10 dage haltede han kun en lille smule og efter et par uger kunne man ikke se, at han var blevet opereret. Kun den manglende pels viste, at der var sket noget.
Vi ønsker Bølle og hans familie det bedste for fremtiden.
Aabybro Dyrehospital
Østergade 54
9440 Aabybro