Allergi
Ligesom hos mennesker er der gennem de senere år stadig flere hunde (og katte), der udvikler allergi og ligesom hos os kan det være et meget komplekst problem at løse. Hvor vi mennesker hyppigt har problemer med astma, rindende øjne m.m. har dyrene deres altovervejende reaktion fra huden. Det skyldes, at de celler, der reagerer allergisk hos dyr, sidder i huden. De steder, der hyppigst reagerer er huden i øerne, på poterne og omkring endetarmen, men det er også meget almindeligt med reaktioner i lysken og hen under bugen. De bakterier, der altid findes på huden, vil pludselig kunne angribe, når huden ikke mere er i balance. Derfor ser man hyppigt sekundære infektioner med betændelsesreaktioner. Således er de meget almindelige øregangsbetændelser hos hunde næsten alle sammen af allergisk oprindelse.
Allergi kan bedst beskrives som en overreaktion fra immunsystemet overfor stoffer, som ikke er skadelige og som derfor normalt ikke skulle give en reaktion. Hvorfor nogen individer udvikler allergi og andre ikke, vides ikke, men der er en vis grad af arvelighed i tilbøjeligheden til at udvikle allergi og nogle racer er mere disponerede end andre.
Skal man skære det ud i pap, kan man sige at hunde kan være allergiske på tre måder:
Overfor noget de indånder.
Overfor noget de spiser.
Overfor noget de rører ved.
Den første slags - indåndingsallergi (såkaldt atopi) - er den hyppigste og den sværeste at tackle, fordi man ikke kan kontrollere, hvad der er i luften. Hvis hunden kun har symptomer forår og sommer kan man have mistanke om pollenallergi, hvorimod den hund, der kløer hele året f.eks. kunne være overfølsom overfor husstøvmider, som er en meget almindelig årsag til allergi.
Den andens slags – fødevareallergi - er lidt nemmere at styre, fordi det trods alt er os hundeejere, der bestemmer, hvad der skal i madskålen. Hvis ens hund pludselig får problemer, efter at man har skiftet foder, kunne det tænkes, at der er et eller andet i det nye foder, den reagerer på. Tidligere talte man en del om "proteinforgiftning". I dag er der udbredt enighed om, at man ikke kan "forgifte" et kødædende dyr som en hund med protein, men at den sagtens kan være allergisk overfor et bestemt slags protein, det kunne f.eks. være oksekød.
Den sidste type allergi - kontaktallergien - er ikke særlig hyppig, men kan ses på snude og hage (visse plastmadskåle) på halsen (halsbånd) på poter og mave (underlaget) osv. Det er meget almindeligt, at hunden kan være allergisk på flere måder samtidig.
Hvordan tackler man så et allergisk hudproblem? I princippet skal man "bare" finde ud af hvilke stoffer, hunden ikke kan tåle og så fjerne dem, men det er bare ikke så nemt, da der nærmest er frit valg på alle hylder. Den moderne måde at finde ud af det på, er at tage en blodprøve på hunden og få lavet en allergitest. Her kan man blandt de stoffer der testes for, se, hvad det er den reagerer på - og det er oftest ganske mange. Næste trin er så at fjerne de generende stoffer fra dyrets nærmiljø, (hvis man kan).
Det nemmeste at tage fat på er foderet. Her handler det om at undgå de foderemner, der har været udslag på og det vil ofte være en god idé at sætte hunden på en allergidiæt. Disse er ofte baseret på lidt usædvanlige foderkilder, som hjortekød, ferskvandsfisk, tapikamel etc. Man skal undgå købe-godbidder da man som regel ikke aner, hvad de er lavet af. Man kan også vælge hjemmelavet foder, hvis man er indstillet på hver dag at lave mad fra bunden af til sin hund.
Hvis allergitesten har vist, at hunden også lider af indåndingsallergi, har man sjældent mulighed for at løse problemet ved at fjerne de udløsende stoffer. Det kan f.eks. ikke lade sig gøre at fjerne husstøvmider totalt fra sit hus, uanset hvor meget man gør rent. I denne situation kan man overveje at lave en såkaldt hyposensibilisering. Her tager man udgangspunkt i allergitesten og lader fremstille en opløsning indeholdende de stoffer, som dyret reagerer på. Herefter behandles hunden med stadig større mængde af disse stoffer over ca. ½ års tid, for at vænne dens immunforsvar til at tolerere dem. Succesraten ligger mellem 60 og 100%, forstået på den måde, at kløen forsvinder i større eller mindre grad. Enkelte hunde reagerer overhovedet ikke på behandlingen. Det er vigtigt at forstå, at allergi er lige så svært at styre hos dyr som hos mennesker og at man ikke bør sætte sine forventninger alt for højt fra starten.
Nogle hundeejere vil måske synes, at alt dette er en lovlig stor mundfuld lige fra starten. Men man bør i hvert fald bringe sin hund til dyrlæge for at få lindret dens symptomer. Antibiotika vil bekæmpe den betændelse, der kan være i huden og steroider (andre navne: prednison, binyrebarkhormon, cortison) vil sætte en effektiv stopper for kløen. Øredråber som indeholder både antibiotika og steroider vil også være på sin plads, hvis der er øregangsbetændelse.
Dyrlægen vil muligvis foreslå et allergivenligt foder og tilskud af fiskeolie (f.eks. lakseolie), som har et stort indhold af såkaldte umættede fede syrer omega 3 og 6. Disse fedtsyrer har vist sig særdeles gavnlige til at hjælpe huden til at modstå de allergiske "angreb."
Man vil som regel herefter opleve, at alt falder til ro, i hvert fald så længe der gives medicin og i nogle tilfælde kan man være så heldig, at kostændringen er nok. Symptomerne kan også vende tilbage, men i mildere grad. Desværre er det for en del hunde ofte en kort frist. Så kan man spørge, at når nu steorider er så effektive til at bekæmpe kløe, hvofor man så ikke kan fortsætte med at dem? Det kan man ikke, fordi der er ret alvorlige bivirkninger ved at give større doser af dem over lang tid. De indvirker på stofskiftet på mange planer og groft sagt kan man forvente at ens dyr får en nedsat levetid. Kan man derimod holde symptomerne nede med en lav dosis, kan det være forsvarligt nok, det er bare ikke den ideelle løsning.
Det skal også lige nævnes, at man hver gang, man har en kløende hudlidelse, bør behandle hunden for lopper med de moderne midler til at give i nakken, også selv om man ikke kan finde nogen lopper. Det er ikke nogen garanti for, at de ikke er der og et loppeallergisk dyr vil reagere på bare et enkelt bid. .
Alle de nævnte ting gælder også for katte. Disse er dog knapt så tilbøjelige til at blive allergiske, men når de først er blevet det, er det endnu mere hårdnakket at komme til livs end hos hundene.
Kirsten Boeck, Aabybro Dyrehospital.